Fremragende 4.9

Velkommen til
vores behandlinger

Når du får behandling hos os, sørger vi altid for, at du føler dig informeret, tryg og godt tilpas.

Før en behandling hos os vil du få en sms med et link til en video af din behandling – sammen med et prisoverslag. Så ved du, hvad du kan forvente, når du dukker op. Videoen kan også hjælpe dig med at huske informationer. Fx om hvordan du udfører en særlig tandpleje hjemme.

Tandeftersyn

Med regelmæssige tandeftersyn sikrer du, at dine tænder og dit tandkød holder sig sundt, så du undgår problemer fremover. Vores tandplejere står for dine almindelige, løbende eftersyn. Alle andre behandlinger klarer din tandlæge.

Sådan foregår dit tandeftersyn

  1. En af vores dygtige tandplejere går grundigt din mund igennem og undersøger dine tænder, slimhinder og tandkød.
  2. Eftersynet vil ofte blive understøttet af røntgenbilleder for at kunne opdage skjulte problemer og få stillet den rette diagnose.
  3. Til slut får du en tandrensning for at fjerne de bakterier og belægninger, som din tandbørstning ikke kan.
  4. Vurderer din tandplejer, at du har et behandlingsbehov, bookes der tid til det hos din tandlæge.

Forebyggende behandling

Har du begyndende huller eller tandkødsbetændelse, kan det også være nødvendigt at give dig en individuel forebyggende behandling (IFB). Her får du en grundig instruktion i at børste tænder og bruge tandtråd korrekt. Det giver dig de bedste forudsætninger for en god mundhygiejne, så du undgår større behandlinger fremover.

I tilfælde af parodontose

Hvis du bliver diagnosticeret med parodontose (også kaldet paradentose), har du et større behandlingsbehov, end hvad en almindelig tandrensning kan klare. Her er det nødvendigt med behandlingsplanlægning og information før behandlingsopstart.

Er din tandprofil grøn, gul eller rød?

Når du er til et tandeftersyn, får du vurderet din risikoprofil som grøn, gul eller rød. Det gøres for, at du kan få det rette tilskud og indkaldeinterval. (Og det er påkrævet ifølge Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer).

Den grønne kategori

Den grønne kategori er for patienter uden aktiv sygdomsaktivitet i mundhulen. Her vil du som patient kun have behov for at komme hver 12.-24. måned. I forbindelse med undersøgelser vil du kunne få et tilskud fra din region til ét årligt eftersyn med tandrensning. Men du er selvfølgelig altid velkommen til at komme oftere.

Den gule kategori

Den gule kategori er for dig, der er diagnosticeret med aktiv sygdom i mundhulen, men som selv kan ændre på de sygdomsfremkaldende faktorer. Fx gennem instruktion og udførelse af korrekt mundhygiejne, et rygestop eller reduceret sukkerindtag. Som ”gul patient” kan du få tilskud til flere fokuserede undersøgelser i løbet af året. Indkaldeintervallet afhænger af dit individuelle behov.

Den røde kategori

Den røde kategori er for patienter, der er diagnosticeret med aktiv sygdom i mundhulen. Her kan du som patient ikke selv ændre på de sygdomsfremkaldende faktorer. Fx pga. diabetes eller nedsat immunforsvar. Er du i den røde kategori, bliver du som regel indkaldt oftere end i den gule kategori. Du vil samtidig få tilskud til den nødvendige forebyggende behandling og kontrol.

Har du spørgsmål eller er interesseret i at høre mere? Ring til os.

Røntgen

Røntgenbilleder er vigtige, fordi de giver os mulighed for at opdage skjulte problemer i din mund og dine knogler.

Med et røntgenbillede kan din tandlæge diagnosticere dine tænder og din mund mere præcist. Det gør det samtidig muligt for os at planlægge den bedste behandling af dig.

Sådan gør vi

Hos os får du taget dine røntgenbilleder i tandlægestolen, så det er nemt og praktisk for dig. Du skal blot bide sammen om en såkaldt ”bitewing”, og så har vi hurtigt dine opdaterede billeder ved hånden.

Hvornår er der behov for røntgen?

Du får taget et røntgenbillede, når det bliver vurderet nødvendigt i forbindelse med et tandeftersyn eller en behandling. Det kan også være, at din tandplejer eller tandlæge har mistanke om, at der er forstadier til huller fx mellem dine tænder. Billedet kan også bruges til at tjekke, om en sygdom har udviklet sig. Eller om din behandling har hjulpet.

Undgå at forstadier bliver til huller

På et røntgenbillede kan et hul eller et forstadie til et hul ses som en carieslæsion. Hvis emaljen ikke er gennembrudt, kan vi i nogle tilfælde forhindre, at forstadiet bliver til et hul. Efter en periode tager vi et nyt billede for at sikre os, at tingene ikke har udviklet sig. Hvis caries er trængt igennem emaljen og har skabt en fordybning, skal der laves en fyldning.

3D-teknologi ved behov

Nogle gange har vi brug for et mere præcist billede af dit tandsæt end det todimensionelle røntgenbillede. Så får du en 3D-skanning med vores avancerede CBCT-skanner.

Tandrensning

For at holde dine tænder sunde skal du pleje dem korrekt hver dag og sørge for regelmæssig tandrensning hos tandlægen.

God mundhygiejne kræver to daglige tandbørstninger og tandtråd. Alligevel er det næsten umuligt at få fjernet alle bakterierne på tændernes overflade. Derfor er det vigtigt med tandrensning hos tandlægen. Og den får du i forbindelse med dit tandeftersyn hos os.

Fordelen ved en tandrensning

En tandrensning gør dine tænders overflader fuldstændigt rene og glatte, så du nemmere kan holde munden bakteriefri ved tandbørstning. Hermed kan du undgå huller i tænderne, tandkødsbetændelse og parodontose på længere sigt.

Hvad er plak og tandsten?

Den belægning (plak), som du ikke får fjernet ved tandbørstning, kan føre til huller i tænderne (caries). Men bliver den forkalket i stedet, ender den som tandsten. Og tandsten har en ru overflade, der giver flere bakteriebelægninger og øger risikoen for sygdomme markant.

Sådan forgår renseprocessen

  1. Din tandplejer foretager en nænsom tandrensning med det avancerede ultralydsinstrument, PIEZON PS NO PAIN. Her fjernes tandsten og bløde belægninger (plak), som sidder på dine tænder over dit tandkødsniveau.
  2. Dine tænder får en afpudsning, der fjerner misfarvninger. Hertil bruges et pudseinstrument med et blødt, roterende gummihoved og en særlig pimpstenspasta.
  3. Undervejs bliver du informeret om alt, hvad der foregår. Du er også altid velkommen til at spørge os.
  4. Ved behov kan du få påført en flourlak, der beskytter mod isninger og styrker dine tænder.
  5. Vi viser dig korrekt anvendelse af tandtråd, hvis du har brug for det.
  6. De fleste synes ikke, at de mærker en tandrensning. Men har du tandlægeskræk, er bedøvelse en mulighed. Tag en snak med os om det.

Gode råd til din tandpleje

God daglig mundhygiejne
sikrer dig et godt og sundt smil

  • Børst dine tænder mindst to gange om dagen
  • Børst 2 minutter ad gangen.
  • Vælg en blød tandbørste.
  • Undgå at børste for hårdt. Det kan blotte dine tandhalse.
  • Anvend tandtråd mindst 1 gang om dagen for at rense mellem tænderne.

Parodontose (Parodontitis)

Sygdommen parodontose ødelægger dit tandkød og dine knogler. Her kan du se dens symptomer, og hvordan den kan behandles.

Parodontose er en folkesygdom, der er bedst kendt som ”de løse tænders sygdom”. Parodontose kaldes også paradentose (eller den mere medicinsk korrekte term: parodontitis).

Nedbryder dit tandkød langsomt

Sygdommen giver sjældent smerter, men nedbryder i stedet dit tandkød langsomt. Derfor bliver mange først sent klar over, at de har parodontose. Det er grundene til, at vi altid undersøger dig for parodontose ved et almindeligt tandeftersyn.

Hvorfor får du parodontose?

Årsagen til parodontose er, at bakterier i mundhulen angriber dit tandkød og dine knogler. Det resulterer i et knogle- og vævstab, der gør dine tænder løse, så du risikerer at miste dem. Sygdommen starter oftest som en ikke-behandlet tandkødsbetændelse. Den kan også kan være arvelig. Nogle får derfor parodontose allerede i 30-årsalderen eller før.

Sammenhæng med andre sygdomme

Ny viden peger også på, at der er direkte sammenhæng mellem ubehandlet parodontose og sygdomme som hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge. Der forskes også i en sammenhæng med leddegigt.

Tegn på parodontose

Tandkødet bløder ved tandbørstning og brug af tandtråd eller andre hjælpemidler (gum-sticks eller interdental børste)

  • Tandkødet kan fremstå hævet og rødt
  • Tandkødslommerne omkring tænderne bliver dybe
  • Dårlig ånde pga. tilstedeværelsen af bakterier i tandkødslommerne
  • Tænderne fremstår lange, fordi knogle og tandkød trækker sig tilbage
  • Tænderne kan blive løsere og mobile i kæbeknoglen

Dybderensning hos tandlægen og pleje hjemme

Parodontose forsvinder ikke med en enkelt behandling. Hvis sygdommen skal fjernes, skal du holde en optimal mundhygiejne. Og overholde alle tandlægebesøg.

Parodontose er en folkesygdom, der er bedst kendt som ”de løse tænders sygdom”. Parodontose kaldes også paradentose (eller den mere medicinsk korrekte term: parodontitis).

1. Undersøgelse og omfang

Når behandlingsforløbet startes, vil din tandplejer eller tandlæge lave en parodontose-undersøgelse. Den giver indblik i din sygdoms omfang samt hvilke tænder, der er sygdomsramte og skal renses dybere.

2. Følg vejledning til hjemmebehandling

Du vil få en grundig instruktion og vejledning, som du skal følge helt punktfast derhjemme. Ellers vil din sygdom ikke kunne stoppes. Vi anbefaler også, at du stopper rygning. For helingstiden er længere og prognosen dårligere for rygere.

3. Overhold alle tandlægeundersøgelser

Det er yderst vigtigt, at du møder op til de aftalte tandlægeundersøgelser og behandlinger. Ellers risikerer du at miste den forventede fremgang og at skulle starte forfra. Sygdommen kan også forværres.

4. Få dybderensning hver 3.-4. måned

Efter undersøgelse og instruktion vil du som patient få renset tænderne grundigt både over og under tandkødsranden (eventuelt under lokalbedøvelse). Målet er at få fjernet al tandsten i de dybe tandkødslommer og bremse ondartede bakterielle processer. Under rensningen vil vi også afglatte ujævnheder på tænderne for at forhindre bakterierne i at sidde fast.

Undersøgelsen med den dybdegående tandrensning kaldes i folkemunde ”paradentose-behandling”. Den skal gentages hver 3.-4. måned for at stoppe sygdommens udvikling.

5. Sygdommen kan stoppes, men skader består

Kæbeknogle og tandkød kan ikke vokse tilbage til deres før-tilstand. Behandlingen kan kun bremse den proces, der nedbryder tandkødet med henblik på at stabilisere og bevare tænderne. Men får vi standset sygdommen, vil dit tandkød igen fremstå sundt og ikke bløde ved tandbørstning. De dybe tandkødslommer reduceres også, så det bliver nemmere for dig at holde dem rene.

Kirurgisk behandling af parodontose

I nogle tilfælde er parodontosebehandlinger ikke nok for at opnå tilstrækkelige resultater. Hvis der er mistet meget knogle, er et kirurgisk indgreb ofte nødvendigt. Dette kan udføres på udfordrende tænder, der har flere rødder eller betændelse dybt nede i knoglen.

I Tand & Co har vi stor erfaring i at afhjælpe parodontose kirurgisk. Men vi kan dog kun gå kirurgisk til værks, hvis du som patient opretholder en god mundhygiejne for at holde sygdommen på afstand.

Operation og efterbehandling

  1. Din tandlæge bedøver dig og laver herefter et snit i tandkødet for at få fuldt overblik.
  2. Bakterier, tandsten og betændelsesvæv fjernes fra området.
  3. I nogle tilfælde er det nødvendigt at regenerere den tabte knogle omkring tanden ved at tilføje Emdogain (emaljeproteinet amlogenin, der har til formål at genetablere det tabte knoglevæv).
  4. Når området er helt rent, bliver tandkødet forsigtigt lagt på plads og lappet med et par sting.
  5. Den efterfølgende uge skal der skylles med klorhexidin, så der ikke opstår infektion omkring det operererede område.

Fyldninger

Har du fået et hul i tanden, skal der laves en fyldning. Eller måske har du en gammel fyldning, der skal skiftes? Uanset hvad anvender vi oftest plast.

Plastfyldninger har mange fordele

Når vi laver en fyldning, anvender vi forskellige fyldningsmaterialer, men primært plast. Dette gør vi, fordi…

  • Plast har en lang holdbarhed og er slidstærkt.
  • Plast kan fås i utrolig mange farver og dermed i præcis den nuance, din tand har.
  • Plast skaber en naturtro fyldning, der ikke kan ses af andre end fagfolk. (For udover farvemulighederne kan plasten formes ned til mindste detalje, så den ligner den rigtige tand).
  • Plast kan limes til tanden og dermed holde sammen på din tand, så revnedannelser reduceres. (Med plasten behøver vi således kun at fjerne den syge tandsubstans og erstatte den med en plastfyldning).
  • Plast kan opbygge knækkede tænder, så de fremstår helt som før.
  • Plast kan anvendes til at beskytte de dybere lag i tanden (dentin og nerve), hvis der er kommet en kraftig børsteskade (usur).

Udskiftning af fyldninger

​En fyldning holder ikke evigt – og slet ikke en gammel sølvfyldning (amalgam). Samtidig er en plastfyldning meget pænere og mere diskret. Derfor vælger mange at få udskiftet alle deres gamle sølvfyldninger med nye i plast.

Risiko ved gamle fyldninger

Gamle fyldninger udgør en risiko, fordi de kan være underminerede. De kan også være så store, at der er risiko for, at hele tanden knækker. Hvis din tand knækker på en meget uhensigtsmæssig måde, kan selv en tandkrone ikke redde den. Så kan et implantat blive nødvendigt i stedet.

Vigtigt med tandeftersyn

Undgå udfordringer ved at få dine tænder tjekket regelmæssigt hos tandlægen. På den måde kan du få behandling, før problemet udvikler sig og bliver dyrere at behandle.

Rodbehandling

En rodbehandling er et kirurgisk indgreb, som bruges til at fjerne smerter fra tandnerven. Og den kan ofte redde din tand fra at blive trukket ud.

Grunde til rodbehandling

Der kan være flere grunde til, at du har behov for en rodbehandling. Ofte skyldes det, at du har et dybt hul i din tandfyldning, som ligger tæt på nerven og giver smerter. Men revnede tænder (infraktioner), et slag mod din tand eller tandhalse kan også i nogle tilfælde give smerter, som kun kan fjernes ved rodbehandling.

En rodbehandling er rigtig god, fordi den i mange tilfælde kan redde din tand fra at blive rykket ud.

Fra hul i tand til betændelse

Et hul i en tand (caries) kan udvikle sig så meget, at det når igennem tandbenet ind til nerven. Bakterier vil herved trænge ind og give betændelse i nerven, som ligger i midten af din tandrod (i rodkanalen). Og så er en rodbehandling nødvendig.

Ved rodspidsbetændelse

Har betændelsen udviklet sig til en rodspidsbetændelse, kan din tand fortsat reddes med en rodbehandling. Men prognosen er ikke altid lige så god.

Sådan foregår behandlingen

Under en rodbehandling fjerner din tandlæge nerven. Herefter renses din rodkanal for bakterier, og den bliver fyldt med et specielt materiale. Efter en rodbehandling er din tand mere skrøbelig. Derfor får den tit behov for en krone til at beskytte den mod at knække.

Vælg din foretrukne bedøvelse

I Tand & Co har vi stor erfaring i rodbehandlinger. Vi søger også for at give dig en tryg behandlingsoplevelse, hvor vi blandt andet finder den bedøvelsesform, som passer dig bedst.

Ring meget gerne til os for, hvis du har spørgsmål om rodbehandlinger eller rodspidsoperationer.

Tandfjernelse

Vi gør som hovedregel alt for at bevare dine tænder. Men nogle gange er tandfjernelse den absolut bedste udvej.
Hos os sker en tandudtrækning eller fjernelse kun i de tilfælde, hvor din tand ikke kan reddes. Eller hvis den volder dig stort ubehag eller smerter. Fx ved parodontose eller pladsmangel i munden.

Udtrækning under bedøvelse

Selve tandudtrækningen foregår under lokalbedøvelse, så du mærker mindst muligt og er smertefri. Hvis du har tandlægeskræk, tilbyder vi også et beroligende, smertestillende drop (sedering) eller fuld narkose. Begge dele så du kan føle dig ekstra tryg.

Kirurgisk fjernelse

Ved komplicerede tandtilfælde er det indimellem nødvendigt at dele din tand i flere stykker eller fjerne en smule af kæbebenet, når den skal ud. Her er du i trygge hænder. For hos os vil du blive behandlet af en tandlæge, som er specialiseret i tandkirurgi.

Godt at vide efter tandfjernelse

  • Efter tandfjernelse har du et lille hul i kæben, som langsomt heler de næste måneder. Det er vigtigt, at du passer godt på såret, så helingen forløber korrekt.
  • Efter en operativ tandfjernelse syr din tandlæge såret sammen. Trådene forsvinder af sig selv.
  • Vent med at spise til din bedøvelse er helt aftaget. Ellers kan du komme til at bide dig selv i kinden, læben eller tungen.
  • Undgå at pille i såret eller ”suge i det”. Det kan forsinke heling og skabe ekstra smerter.
  • Hævning af kind og misfarvning af hud er almindeligt efter en tandfjernelse. (Prøv fx at lægge noget koldt på kinden efter indgrebet).
  • Det er også normalt at opleve en smule sivende blod det første døgn.
  • Kontakt os, hvis du bliver ved med at bløde, hæve eller have stærke smerter dagene efter.

Lindring af smerter

Når din bedøvelse aftager, er det normalt at opleve ømhed og lettere smerter. Du kan med fordel tage smertestillende (håndkøbsmedicin fx i form af Panodil eller Ipren). Tandlægen tager en snak med dig om dine smertestillende muligheder og dosis. Det dog meget vigtigt, at du aldrig overskrider den dosis, som står på pakken. Du må IKKE tage medicin med acetylsalicylsyre (fx Kodimagnyl), da det kan øge risikoen for blødning.

Stærke smerter? Ring

Kontakt os, hvis du får meget stærke smerter, som ikke går væk med håndkøbsmedicinen. Det kan skyldes ”dry socket”. Her falder den størknede blodprop ud for tidligt og skaber store, men ufarlige smerter. Din tandlæge vil kunne fjerne dem.

Fjernelse af visdomstænder

Mange får problemer med deres visdomstænder pga. pladsmangel i munden. Hvis tænderne fx mangler plads til at bryde helt frem, kan der opstå betændelse i tandkødet omkring den delvist frembrudte tand. Din tandlæge kan behandle betændelsen, men den vil oftest komme igen. I disse tilfælde anbefaler vi, at du får fjernet din visdomstand.

Ring til os, hvis du har spørgsmål til fjernelse af tænder eller bedøvelse.

Kroner og broer

Har du en svag tand, eller mangler du en eller flere tænder? Vi hjælper dig med at få styr på dit smil igen.

Hvad er en krone?

Hvis din tand har mistet en større del af sin tandsubstans, er det muligt at forstærke den med en krone. Den fungerer som en skal, der omslutter hele tanden og gør den stærkere.

En bro kan erstatte flere tænder

Hvis du mangler én eller flere tænder, kan de blive erstattet af en bro. Men det kræver, at du har nogle velfungerende, fastsiddende nabotænder. For her skal nabotænderne forsynes med kroner, der loddes fast til et metalskelet. Og dette metalskelet bærer således erstatningstænderne for de manglende tænder i form af en (tand)bro.

Processen i steps

Når vi laver en krone eller en bro, tager vi dit tandaftryk via en 3D-skanning. Dette sendes herefter videre til en særlig tandtekniker, der fremstiller din krone eller bro. Dit tandprodukt færdigproduceres og sendes til din tandlæge. Ved et nyt tandlægebesøg prøver du din krone/bro og får det sat fast. Behandlingen kræver således flere tandlægebesøg – og er oftest mere kostbar end andre behandlinger.

Vælg dit materiale

Kroner og broer kan fremstilles i enten guld, guld/keramik eller i ren keramik. Keramikkroner giver oftest en krone, der er svær at skelne fra den naturlige tand. Guld er dog et mere solidt og slidstærkt materiale, som giver maksimal holdbarhed. Tal med din tandlæge om, hvad du foretrækker.

Proteser

Kunstige tænder kan være et velfungerende og billigere alternativ til andre løsninger.

En velfungerende løsning

Proteser er kunstige tænder i akryl, der sættes fast til dine resterende tænder med små metalbøjler. Tandproteser kan som broer og implantater erstatte manglende tænder, men er et billigere og funktionelt alternativ.

Få et endnu bedre fit

Proteser kan også kobles til implantater, hvis du mangler alle dine tænder. Denne løsning giver en mere velfungerende protese.

Fordelene ved materialet

Akryl er et formbart og holdbart materiale, som nemt kan genskabe det visuelle udseende af dine tænder. Det fås i mange nuancer, så vi kan finde præcis den farve, der passer til dig.

Kontakt os og lad os tage en snak om dine muligheder.

Implantater

I Tand & Co udføres vores implantatarbejde af en af landets førende kirurger i implantatbehandling.

Et implantat ligner en tand

Vi stræber altid efter at anvende behandlinger, der sikrer, at du kan beholde dine egne tænder. Men det er desværre ikke altid muligt. Derfor tilbyder vi implantater til de patienter, hvor en tandbevarende behandling desværre ikke er mulig. Heldigvis kan stort set alle få implantater. Og et implantat ligner og fungerer som en rigtig tand, så du kan få dit smil igen.

En krone med en skrue i

Et implantat er en krone, der sættes på en skrue af titanium og bores ned i kæbebenet. Det er ofte den bedste erstatning for en tand, fordi det ikke skal sættes fast på nabotænderne eller berører dem på anden vis.

I de bedste hænder

Du kan være ekstra tryg under behandlingen. For hos Tand & Co vil en landets førende tandkirurger indenfor implantatarbejde sætte dit implantat i.

Hvis du ønsker at høre mere om implantater, skal du endelig bare ringe til os.

Tandkirurgi

Vi har stor ekspertise og mange års erfaring i kirurgisk fjernelse af visdomstænder samt isætning af implantater m.m.

Mange typer behandlinger

I Tand & Co tilbyder vi dig en lang række tandkirurgiske indgreb. Lige fra fx fjernelse af visdomstænder til operationer af cyster, rodspidsoperationer og isætning af implantater.​ Vi skrider dog kun kirurgisk til værks, når det er den bedste løsning. Men det kan være nødvendigt for at sikre dig sunde tænder og et godt velbefindende.

Grunde til kirurgiske indgreb

  • En visdomstand, der ikke er vokset ordentligt frem, kan blive nødvendig at fjerne. Ellers kan den blive årsag til betændelser eller skader på nabotænderne.
  • En cyste i kæben eller mundslimhinden kan give store gener. Men den kan let opereres under lokalbedøvelse.
  • En rodspidsoperation er nødvendig, hvis betændelser på rodspidser ikke kan behandles med en almindelig rodbehandling.
  • Et implantat kan sættes ind, hvis du har mistet en eller flere tænder. På den måde kan du både bevare et flot tandsæt og et sundt, funktionelt bid.

Specialiseret i tandkirurgi

Hos os er du i ekstra sikre tandkirurgiske hænder. For i Tand & Co finder du en af landets førende tandkirurger i bl.a. implantatbehandling.

Ønsker du at høre mere om tandkirurgi, eller har du spørgsmål? Så ring til os.

Tandblegning

Hos os får du en tandblegning med de bedste og mest sikre produkter på markedet. Men først vurderer vi, om dine tænder er egnede til blegning.

Tandlægestyret hjemmeblegning

Få hvidere tænder og et flottere smil med en professionel og sundhedsmæssigt forsvarlig tandblegning hos os. Vores fremgangsmåde hedder tandlægestyret hjemmeblegning. Med denne metode får du først hos os fremstillet en individuel skinne. Herefter anvender du skinnen hjemme med en blegningsgel i professionel kvalitet.

Mest skånsomme blegning

Behandlingen er den sundeste og mest skånsomme blegning i forhold til tandens sundhed og nerve. Som modsætning hertil vil fx behandling med lys udtørre tanden.

Fyldninger og kroner kan ikke bleges

Stort set alle former for misfarvninger kan bleges. Dog påvirkes farven på kroner og fyldninger ikke af tandblegningen. Så disse skal i værste fald udskiftes bagefter.

Genbrug skinner ved behov

Tandlægestyret hjemmeblegning har endnu en fordel. For du kan anvende skinnerne igen efter nogle år, hvis du vil friske farven lidt op. Dine tænder bliver naturligt mørkere med årene. Kaffe, te, rygning og rødvin forstærker farveændringen.

Patientinstruktion i tandblegning

  • Brug tandtråd og børst tænderne med sensitiv tandpasta.
  • Anvend ca. 1 portion blegegel i alt til overkæbe og underkæbe. (Du har fået udleveret 3 tuber blegegel. Og hver tube indeholder 6 afmålte portioner).
  • Læg en lille mængde blegegel (svarende til hovedet på en tændstik) i hvert “tandrum” i skinnen. Det er vigtigt, at skinnerne er helt tørre, inden du påfører blegegel.
  • Placer skinnen med gel i munden.
  • Fjern evt. overskydende gel fra tandkødet med en vatpind.
  • Tag skinnerne ud efter blegning og rengør dem med en tandbørste (uden tandpasta) og koldt vand. Skyl munden og børst tænderne med sensitiv tandpasta.
  • Opbevar blegeskinnerne i den udleverede æske. Selve blegegelen opbevares ved stuetemperatur.
  • Husk, at det kan tage længere tid at blege den del af tanden, der er tættest på tandkødet. For den vil altid fremstå en smule mørkere.
  • Stop behandlingen og kontakt klinikken, hvis du oplever ubehag, kraftige isninger fra tænderne eller ømhed fra tandkødet.

Mad og drikke, du skal undgå

Du bør ikke indtage mad og drikke med farve indenfor 3 timer efter blegning. Undgå også citrusfrugter og juice, som kan medføre øget følsomheden i tænderne. For disse fødevarer kan ændre spyttets surhedsgrad og medføre irritation eller forlængelse af blegningsforløbet. Rødvin, cola, karry, spinat, rødbeder, lakrids, kaffe, te og tobak vil også ændre blegningsprocessen.

Ved øget følsomhed

Nogle patienter oplever en øget følsomhed i tænderne og tandkødet. Denne kan afhjælpes ved at bruge en fluortandpasta i blegeskinnerne en halv time, før du bleger. Symptomer aftager 1-3 dage efter endt blegning. Sensitivitet kan også skyldes for meget gel i skinnerne. Prøv at bruge lidt mindre gel næste dag. (Følg anvisningen på sprøjten).

Endeligt resultat efter 2 døgn

Der kan der opstå hvidlige pigmenteringer på tænderne under blegningsforløbet. Disse skyldes udtørring og vil forsvinde, når emaljen igen mættes af væske. Efter endt blegning er dine tænder sandsynligvis lidt hvidere end det endelige resultat, som først fremstår efter 2 døgn. Lyst til at høre mere eller har du spørgsmål til tandblegning? Så skal du endelig ringe til os.

Tandregulering

At få rettet tænder er ikke kun en kosmetisk behandling. Det giver også et sundere smil. Og med ClearCorrect og Invisalign kan du få rettet tænder nærmest usynligt.

Mere lyst til at smile

Måske har dine tænder altid været skæve? Eller måske er de først blevet det, efterhånden som du er blevet ældre? Uanset hvad kan et skævt tandsæt være hæmmende og få dig til at skrue ned for smilet. En tandregulering kan derfor give dig lysten og selvtilliden til at smile mere.

Et sundere smil

Lige tænder er faktisk også sundere. De er nemlig nemmere at renholde – og dermed mindre modtagelige for caries samt parodontose.

Usynlig tandretning

Du kan få rettet dine tænder, så andre slet ikke lægger mærke til det. For tandretningssystemerne, ClearCorrect og Invisalign, er baseret på aftagelige skinner i gennemsigtigt plast. Og ved hjælp af en 3D-skanning af din mund skræddersyes hvert skinnesæt præcist til dine tænder og dit tandretningsforløb. Det giver dig skinner med en helt unik pasform, som er behagelige at have på.

Vurdering af skinne-antal

Ved en forundersøgelse 3D-skanner vi dine tænder. På baggrund heraf vurderer vi, hvor mange skinner du vil få behov for i forløbet (fra 10-80 stk.). Din rejse til et smukt smil kan herefter begynde. For langsomt, men sikkert vil dine tænder bevæge sig hen imod deres perfekte slutplacering.

ClearCorrect:
Vores førstevalg

Systemet ClearCorrect er lige nu vores mest anvendte tandretningssystem. For vores patienters feedback har været, at skinner fra ClearCorrect holder sig lidt bedre mht. gennemsigtighed end Invisalign. De synes også, at ClearCorrect har en endnu rarere pasform – og sidder lige lidt bedre.

ClearCorrect: Fordele

  • Usynlig tandretning med gennemsigtige skinner (alignere) i Clear Quartz – et brancheførende trelagsplastmateriale.
  • Let aftagelige skinner, så du let kan børste tænder og bruge tandtråd under tandreguleringen.
  • Ingen madrestriktioner. Du kan blot fjerne skinnerne og spise, hvad du vil.
  • 3D-scanning sikrer dig skinner med en ultimativ pasform.
  • Systemet har en forbedret klarhed og komfort, men holdbarheden er bevaret.
  • Bedre og mere jævnt resultat pga. vores lige performance Trimline (alignernes overkant)
  • Systemet er meget effektivt og sikrer dig et smukt resultat.

Sådan er processen

  • Vi lægger ud med en 3D-skanning og gennemgår processen.
  • Du ser en 3D-rendering af dine tænder og vores tilretningsforslag (herunder antal af skinner)
  • Vi bestiller skinner til dig, så du kan komme i gang.
  • På klinikken bliver du introduceret for forløbet og får udleveret pakkerne med skinnerne.
  • Hver anden uge skifter du dine skinner.
  • Halvvejs i behandlingen får du en kontrol på klinikken.

Tænderne bevæger sig
langsomt på plads

ClearCorrect-systemet gør sit arbejde helt diskret. Skinnerne passer perfekt til dine tænder og tandkødslinje, så du kan bære dem helt uden gener. Og langsomt vil dine tænder bevæge sig, så du til slut ender om med et regelmæssigt og smukt smil.

Facader

Har du en beskadiget tand, eller ønsker du blot smukkere tænder? Så kan facader i porcelæn eller plast give dig smilet tilbage.

Nyt smil med facader

Tandfacader er tynde, individuelt fremstillede skaller, der sættes fast på forsiden af tænderne, så du kan få et nyt og smukkere smil. De bruges både til at skabe et harmonisk udtryk og til at dække misfarvninger, ujævnheder eller små skader. Det er en skånsom behandling, da facaderne sættes udenpå dine egne tænder.

Materialer og fordele

Du kan få lavet facader i enten porcelæn eller plast. Begge materialer giver et naturtro udseende. Porcelæn er yderst holdbart, men plast er også rigtig en god og lidt mere prisvenlig løsning.

Fremstillingsproces

For at lave facader skal vi tage et aftryk af dine tænder. Så får vi dine facader produceret hos en tandtekniker. Til slut skal du op til os for at prøve dem og få dem sat dem på. Det kræver således to tandlægebesøg.

Et holdbart resultat

Med facader får du et resultat, der ser naturligt ud og holder i mange år. Behandlingen udføres i tæt samarbejde mellem tandlæge og tekniker, så både form, farve og pasform passer perfekt til dig.

Overvej plastopbygning i stedet

I dag anvender vi hos Tand & Co i langt højere grad plastopbygning end facader. For med det holdbare Flow-plast kan du få opbygget knækkede tænder på blot en konsultation. Vi kan også med en minimal invasiv plastbehandling (Cosmetic Quick Correction) give dig præcis det smil, du drømmer om – på blot 1-2 timer. Det er samtidig en mere skånsom og prisvenlig behandling end facader og kroner.

Plastopbygning

Har du knækket en tand, eller drømmer du bare om et smukt smil? Med plastopbygning kan du få flotte tænder langt hurtigere, mere skånsomt og mere prisvenligt end med fx kroner og facader.

Opbygning af knækket tand

Med plastopbygning kan vi forme og gendanne en knækket tand, så du får smilet tilbage. Uanset om den er placeret forrest i din mund eller inde bagved. Og plastopbygningen kan klares på blot en enkelt konsultation og kan ofte erstatte behovet for en facade eller krone.

Holdbart plastmateriale

Vi anvender et særligt holdbart og modellerbart plastmateriale, som vi kalder Flow-plast (Clearfil Majesty ES Flow Universal). Det fås i mange farvenuancer, så vi kan finde den, der passer præcist til dig.

Sådan er processen

Plasten lægges lag på lag, og ved hvert step hærdes plasten med UV-lys. Der er ingen behov for aftryk som ved kroner og facader – og processen er mere skånsom for dine tænder.

Smukt smil med Cosmetic Quick Correction

Har du flossede, ujævne eller misfarvede tænder? Med en minimal invasiv plastbehandling (Cosmetic Quick Correction) kan vi give dig et helt nyt, smukt smil på blot 1-2 timer.

Behandlingens steps

Efter en tandrensning og en mild sandblæsning bygger vi dit smil op med den flydende Flow-plast. Vi modellerer plasten præcis, som vi ønsker, og giver dine skæve/afslåede tænder en helt perfekt form. Har du ujævne overflader, pletter eller misfarvninger, så påføres et tyndt pensellag af plast. Undervejs hærdes plasten som nævnt med UV-lys. Resultatet er et smukt og holdbart smil.

Mindre indgribende. Mere økonomisk

Minimal invasiv plastbehandling (Cosmetic Quick Correction) er langt mindre indgribende på dine egne tænder end kroner og facader. Behandlingen er også hurtigere og mere økonomisk. Den kræver ikke først en konsultation for at tage et aftryk, dernæst en teknikers arbejde og et ekstra klinikbesøg for at få tandproduktet fastsat.

Godt alternativ til tandblegning

Behandlingen er også perfekt til dig, som har misfarvede tænder, der ikke er egnede til en tandblegning.

Har du spørgsmål af nogen slags? Så er du meget velkommen til at kontakte os.

Header-Narkose-grid
Erfaring og tryghed

Fuld narkose eller smertestillende?

Har du stor tandlægeskræk, kan fuld narkose eller et smertestillende, beroligende drop være det rette for dig.

Skal du have et større kirurgisk indgreb? Eller er du meget nervøs for enhver tandbehandling? Vores fast tilknyttede narkoselæge kan tilbyde dig fuld narkose, så du kan sove fra det hele. Du har også muligheden for at vælge et beroligende, smertestillende drop (sedering). Hermed er du helt afslappet og rolig under din behandling, men mentalt til stede.

Tand & Co - Falkoner tandlægerne, Nørreport Tandlægerne og Tandlægerne Kanalens Kvarter
Tand & Co - Falkoner tandlægerne, Nørreport Tandlægerne og Tandlægerne Kanalens Kvarter

Falkoner
Tandlægerne

Klinikken ligger på Falkoner Allé 36, tæt på Frederiksberg Centret, Metro og busruter. Vi ligger på 1.sal. med let adgang til en hyggelig klinik.

Nørreport
Tandlægerne

Klinikken ligger centralt i byen med nem adgang via metro og bus, på 6.sal med udsigt over byens tage og elevator lige til døren. En helt ny og moderne klinik.

Tandlægerne
Kanalens Kvarter

Midt i Albertslund i Kanalens kvarter ligger klinikken, med rig mulighed for at parkere bilen lige ved døren. En stor og moderne klinik med plads til alle.

Tand & Co – Falkoner Tandlægerne – Nørreport Tandlægerne – Tandlægerne Kanalens Kvarter – ©2026

Tand & Co - Falkoner Tandlægerne - Nørreport Tandlægerne - Tandlægerne Kanalens Kvarter - ©2026

Tand & Co - Falkoner Tandlægerne - Nørreport Tandlægerne - Tandlægerne Kanalens Kvarter - ©2026